I gamle dage blev der produceret cigarer her. I dag tænkes der kreative tanker og der eksperimenteres. ”Hotel Pro Forma er et internationalt laboratorium for performance og installation. Vi sætter perception, perspektiv og universelle temaer ind i en konceptuel, visuel og musisk kunstform”, fortæller Kirsten Dehlholm, mens hun viser os rundt.
Ved første øjekast er her hvidt, tomt og stille, selvom et par af de ansatte så småt er ved at indfinde sig på kontoret. Umiddelbart er det mest larmende den store åbne reolsektion, hvor hvert enkelt rum er dedikeret til souvenirs fra fjerne og eksotiske rejsemål. Særligt udvalgt på Kirstens mange rejser til blandt andet Syrien, Iran, Japan, Kina og Brasilien. Men der er også en hylde med ikoner og en hylde til blandede sko. Alt sirligt arrangeret efter land eller tema og så selvfølgelig farvekoordineret.
Kirsten Dehlholm kan noget med farver. Det store hvide fabriksrum, hun har boet i siden 1993, har hun blødt op med røde farveklatter hist og her, for det er særligt nuancer af rød, der er hendes foretrukne farve. Som hun selv forklarer det: ”Rød er den farligste farve. Rød er også livets farve. Den mest vitale farve. Det er kød og blod. Og det er energi.”
Kirsten Dehlholm demonstrerer overlegent, hvordan man kan bruge hele spektret af en farveskala. Fra sart lyserød via pudder og laks til knaldende rød. Vi ser det på kunsten, på møblerne, på hendes påklædning og ja, – på håret, der er ildrødt. For alvor folder farverne sig ud i det bagerste lokale – det store bibliotek og møderum, hvor hun har malet både vægge, karme, paneler, døre, varmeapparater, de indbyggede reoler og loftet i en delikat lys laksefarve.
Det er modigt og overraskende indbydende og den eneste grund til at det ikke bliver alt for hyggeligt, er fordi rummet er kontrastfyldt indrettet med et køligt orangefarvet havemøbelsæt, de enorme og propfyldte bogreoler, en knaldrød sofa og ditto sofabord og så selvfølgelig græsplænetæppet. Det 9 x 4 meter store græsplænetæppe med røde valmuer, som er et print af et fotografi, Kirsten selv har taget.
Begrebet ’rum’ er blevet et af kodeordene for Kirsten Dehlholms performanceteater. Rummet er altid en medspiller i de forestillinger, hun skaber. Hvad enten de har fundet sted på museer, rådhuse eller andre offentlige bygninger. At Kirsten Dehlholm i den grad kan indtage et rum beviser hun i høj grad i sit eget laboratorium, hvor hun i øvrigt har valgt at sætte hjul under alle sine møbler – så alt hurtigt og nemt kan skubbes til side, når rummet skal bruges til performance eller udstilling.
Om Kirsten Dehlholm:
Kirsten Dehlholm, der er uddannet tekstilkunstner, startede Billedstofteater i 1977. Ud over at stå for iscenesættelsen og scenografien optrådte hun også i de specielle stedspecifikke forestillinger som gruppen skabte og opførte især på de store museer.
Efter Billedstofteaters ophør i 1985 stiftede Dehlholm en ny teatergruppe, Hotel Pro Forma, hvor hun siden har fungeret som leder og instruktør. Med sine nyskabende og originale forestillinger har gruppen opnået stor anerkendelse, også internationalt. Kirsten Dehlholm har modtaget priser og hædersbevisninger i årenes løb.
Om Hotel Pro Forma:
Hotel Pro Forma er et internationalt laboratorium for performance og installation. Perception, perspektiv og universelle temaer sættes ind i en konceptuel, visuel og musisk kunstform.
Hvert værk skabes på baggrund af en næsten naturvidenskabelig tilgang i form af studier og research, og forestillingernes temaer er ofte valgt på baggrund af dette.
Den kunstneriske proces er undersøgende og tværgående. Forestillingernes struktur er forankret i musik, billedkunst og arkitektur og følger ikke den traditionelle teatertradition. I stedet præsenterer værket visuelle og musikalske verdener hvori universelle emner såsom evolution, verdenskulturer, perspektiv og tyngdekraft undersøges. Publikum oplever temaer og emner på en ny måde.
Ofte er eksperimenterende teknologi indenfor AV, lys og lyd udviklet til brug for den enkelte forestilling for at skærpe sanserne til at opleve verden med nye øjne og ører. Siden 1985 har Hotel Pro Forma produceret mere end 50 værker som er blevet vist i over 30 lande rækkende fra udstillinger til performances. Den kunstneriske leder er Kirsten Dehlholm.
Billedtekster:
1
Øverst i en gammel cigarfabrik på det ydre Amager holder Kirsten Dehlholm og hendes performance-teatergruppe Hotel Pro Forma til.
2
Køkkenet er sparsomt indrettet med et langbord og en masse høje taburetter. Omkring bordet indtages der både måltider og afholdes møder. Det store maleri til højre er malet af den dansk/tjekkiske billedkunstner Tomáš Lahoda.
3
Kirsten Dehlholm er her fotograferet i sit køkken og matcher perfekt det store maleri af Tomáš Lahoda. Kirsten Dehlholm blev i øvrigt portrætteret i programmet Danmarks Unikke Stilikoner, der blev vist på DR K i efteråret 2013.
4
Hylderne i køkkenet er åbne og iblandt olier og eddiker, kaffe og te hænger et lille billede med en knyttet næve og titlen Kejthåndet. Det er lavet af maleren Christian Vind.
5
Over for køkkenet er den store gulv-væg reol monteret. I de åbne rum gemmer sig souvenirs fra forskellige rejsemål. Alt er nøje placeret efter tema, land eller farve. Oven på reolen vogter en udstoppet hund. De tre rulleborde foran reolen bruges flittigt og stammer fra dengang der blev produceret cigarer i fabrikslokalet.
6
Et kig ind i Kirstens souvenirhylder. Til højre nederst er det ikonhylden.
7
En helt særlig kærlighed har Kirsten Dehlholm til sko. Disse japanske sandaler af malet træ er blandt favoritterne.
8
Et toiletbræt og andre objekter købt på rejser. Temaet her er dedikeret til farverne og materialerne.
9
Bag glasvæggen er der indrettet kontorer. Her sidder et par af Kirstens Dehlholms nærmeste medarbejdere. Selv sidder hun ude i det store åbne rum.
10
Der er styr på papirerne hos Hotel Pro Forma. Alt har plads i de flotte ringbind fra Elvo Æskefabrik.
11
Den gamle købmandsdisk har fået et helt nyt liv i denne orange farve. I dag bruges kommoden til kontorting.
Billedkunstneren Ellen Hyllemose har lavet værket der hænger på væggen over kommoden
12
Værket er skabt af billedkunstneren Mikael Thejll.
13
Et kig ind til et gæsteværelse.
14
Her er højt til loftet og netop dette er altafgørende for at Kirsten Dehlholm kan trives i et rum. Bemærk at alle møbler har fået monteret hjul. På den måde kan de let flyttes rundt på og det hele får et luftigere udtryk. Værket på endevæggen er af fotografen Hans Erik Madsen.
15
Det er Atelier Hotel Pro Forma der har skabt et stykke elefanthud – brugt i en udstilling i Keddelhallen på Carlsberg. Hænderne er en afstøbning i bronze af Kirstens egne hænder og er lavet af billedhuggeren Inghild Karlsen.
16
I dag er instruktørstolene opstillet på snorlige rækker. I morgen kan det se helt anderledes ud. Som på et levende teater. I rummet bagved ses den laksefarvede stue.
17
Fotokunstværket, der folder sig hen over søjlen er af Hans Erik Madsen.
18
Instruktørstolene er lette at køre rundt med da de har fået monteret en plade med hjul under benene. De er på denne måde også blevet højere.
19
Som spisebord og arbejdsbord har Kirsten Dehlholm valgt udemøbler fra Fermob. Kvaliteten på møblerne er en god kontrast i det laksefarvede rum.
20
Et skulpturelt værk i sig selv – den gamle trappe der fører op til taget.
21
Både væg, karm, panel og dør er malet i den samme lyserøde tone. Udtrykket bliver nærmest som en kulisse.
22
I de høje nærmest svævende bogkasser står gamle encyklopædier side om side med de nyeste udgivelser om arkitektur og billedkunst. Den lille børnesofa sender tankerne i retning af ”Alice i eventyrland” og er med til at gøre reolerne visuelt endnu større. Bemærk, hvor effektfuldt det virker at male radiatoren i samme farve som væggen.
23
Den knaldrøde sofa og ditto sofabord er medvirkende til at rummet ikke bliver sukkersødt. Puffen med mønster er fra Normann.
24
Kirsten har fået lavet græsplænetæppet som et digitalt print af et foto, hun selv har taget.
Citat fra Kirsten Dehlholm
”Jeg bruger farver alt efter hvad disse rum bruges til. I Hotel Pro Formas store arbejdsrum bruges farver som punkter og mindre flader imod alt det hvide. Et enkelt rum – biblioteket og møderummet er malet fra gulv til loft i samme farve, lys laksefarvet.
I et andet hus, jeg bebor, er nogle rum malet i varme farver, vissengrøn, koralrød, orange. Et rum er mørk beige med en reol i dyb rød. Andre rum toner subtilt mellem meget lys laksefarvet og purple-pink. Farveskift man kun kan se i bestemte belysninger”.
Læs mere her: http://www.hotelproforma.dk