Indretning og Rumdesign

Vi tilbyder indretningshjælp til private, så har du svært ved at skabe et harmonisk og personligt hjem, vælge vægfarver, materialer, nye møbler eller blot placere dit interiør på bedst mulig vis – så kan vi hjælpe dig. Katrine sætter en stor ære i at komme så langt som muligt med de ting du allerede har og meget ofte viser det sig, at der slet ikke er behov for at købe nyt. Booker du en session, så vær forberedt på, at vi kommer til at flytte rundt på møblerne.

Kunderne udtaler:

Vi har fået en ny stue – uden at købe nyt!  Katrine har en unik evne til at komme ind i et rum, og kunne se for sig, hvordan de møbler man allerede har kan indrettes på en æstetisk og funktionel måde. Det bedste er, at hun eksekverer med det samme. Det var virkelig tilfredsstillende at stå med en ny stue efter en eftermiddag, og det har givet os en masse ideer til selv at gå videre med resten af huset.  – Annemette Wendelboe Løkke

Katrine har med sin æstetiske sans og stilsikre professionalisme strammet linjerne og udtrykket i vores indretning. Med stor respekt for vores egen stil har hun fået det bedste ud af vore egne møbler og interiør. Katrine er yderst professionel og samtidig behageligt selskab når hun ser muligheder og foreslår ændringer. Vi giver hende hermed vores bedste anbefalinger. – Heidi & Stefan Juncker

Katrine kommer ind ad døren, og skal lige lære os og huset at kende. Hun er let at tale med, meget kontant, og ikke så meget BS. Så går hun i gang, med carte blanche til at bortvise alt. Først flytter vi alle møbler væk, så bliver de fleste rykket tilbage igen i en helt anden opsætning. På to timer har vi en ny indretning, og følelsen af at vi har et nyt hus. Og et af Katrines store talenter er, at det sker uden de store udskiftninger i inventaret – det kostede kun nogle lamper og en udsmidningsmoden sofa livet. Katrine skal ikke måle op, fotografere og så hjem for at tænke og tegne – hun visualiserer i øjeblikket, og skaber effektivt fornyelse på kort tid. Vi anbefaler gerne og varmt Katrine. – Ole Meyer

Det praktiske

Vil du have maksimalt udbytte af Katrines tid hos dig, kan det være en god idé, at du sørger for at have et par stærke hænder til at hjælpe med at flytte rundt på tunge møbler – meget gerne en person der også har en velassorteret værktøjskasse og et kørekort til at bruge en boremaskine. Ofte foreslås, at der skal hænges noget op på væggen eller flyttes rundt på billeder og malerier. Du vil blive glad for at få det gjort med det samme.

Skal der mere til?

Kræver opgaven lidt mere “handy-man” arbejde og teknisk snilde, for at du kan komme ordentligt på plads, få monteret reoler og hængt billeder op, kan du med fordel booke både Katrine og Henrik.

Hvad koster det?

Katrines timepris er kr. 2.500,- inklusiv moms. Har du brug for os begge er timeprisen kr. 3.000 inklusiv moms. Ved første besøg faktureres for minimum to timer og uden for Storkøbenhavn vil der forekomme et kørselstillæg. Hvis du bor på Fyn eller i Jylland koster det kr. 15.000 inklusiv moms at booke Katrine for en dag og kr. 20.000 inklusiv moms, at få begge ud. Der faktureres umiddelbart efter hvert besøg og ønsker du at aflyse en bookning beder vi dig om mindst 24 timers varsel.

Det med småt

En del af rådgivningen, er at vi sammen flytter rundt på dit inventar. Det være sig borde, lamper, keramik, malerier og andet der kan gå i stykker ved håndtering. Der gøres opmærksom på, at vi er yderst påpasselige når vi flytter rundt, men uheld kan forekomme. Er der særlig værdifuldt eller skrøbeligt inventar bedes du gøre opmærksom herpå og selv stå for håndteringen.

Nedenfor kan du se Katrine i gang med et større indretningsprojekt for et totalt nyrenoveret hus i Rungsted. For at skabe en harmonisk indretning er der lavet et look og et moodboard for hvert eneste rum i huset.

Foto: Kira Brandt

Inventar og design
Har du brug for at få bygget reoler, garderober, radiatorskjulere, eller andet inventar til dit hjem, tilbyder vi både skitsering, design, opbygning og montering. Henrik har over 30 års erfaring som håndværker, og er uddannet både snedker og tømrer. Vi bygger alt selv på vores værksted i Rødovre.

Foto: Rigetta Klint / HÅNDVÆRK Bookazine

En kunde skriver:

De bedste anbefalinger til både Katrine og Henrik. Vi har brugt dem flere gange til forskellige opgaver (indretning, farvevalg og snedkerløsninger) og kan kun anbefale andre at gøre det samme – vi ville aldrig igen gå i gang med ændring af indretning uden at få hjælp og rådgivning af Katrine og Henrik først. Henrik har bygget alt inventar til vores sommerhus – køkken, badeværelsesmøbler og skabe. Alt på mål så det passer perfekt til huset og i den lækreste håndlavede kvalitet. Henrik har derudover bygget er virkelig smukt TV jalousi møbel til os. Udover at give god rådgivning, er det fedt at arbejde med Katrine og Henrik, fordi de er 100% ærlige og det gør, at vi aldrig er i tvivl om, at den løsning, vi ender i, er den rigtige. – Tina & Mads Skovlund Pedersen

En anden der for nylig har fået forvandlet sin stue, skriver:

Sikke en fantastisk dag… hård både fysisk og mental, men utrolig tilfredsstillende med det flotteste resultat. Nu bor vi i smukkeste hjem vi nogensinde har haft sammen. Ikke siden jeg var barn har jeg oplevet den æstetik. Alle vores ting er nu smukt præsenteret i respekt og harmoni med arkitekturen og vores ønsker til en velfungerende dagligdag. Vi er oprigtig glade og føler os med ét hjemme i Nærum. Kærligt er min far og hans kone nu ude af hjemmet og vi har indtaget det istedet. For første gang er det vores hjem og vi har begge lyst til at være i det. Tak Katrine. – Sanne Fejfer Olsen

Nedenfor kan du se lidt billeder fra forvandlingen hos Sanne, hvor der i alt blev brugt seks timer på opgaven samt en handy-man booket til at hjælpe. (Førbilleder nederst). Alle møbler, kunst, kunsthåndværk og lamper er kundens egne. Katrine har blot ryddet op, fjernet noget og rykket rundt på resten. Hvis du vil se flere før/efter forvandlinger, så følg Katrine på instagram, hvor hun jævnligt poster storys fra sine opgaver.