Funkis på Frederiksberg

Overfor Frederiksberg Hospital ligger to syrligt grønne og alenlange parallelle etageejendomme. Den ene vender mod Nordre Fasanvej og den anden mod Guldborgvej. Fotograf Mikkel Adsbøl og jeg har besøgt Signe Sophie Kjer og Anders Schroll, ejerne af modefirmaet Stig P., der bor i en af de største lejligheder – en penthouse på knap 200 kvadratmeter – fordelt på to etager med atelier og karnapaltaner.

Guldborgvej61688 copy Guldborgvej61703 copy Guldborgvej61715 copy Guldborgvej61723 copy Guldborgvej61729 copy Guldborgvej61730 copy Guldborgvej61733 copy Guldborgvej61737 copy Guldborgvej61741 copy Guldborgvej61752 copy Guldborgvej61754 copy Guldborgvej61757 copy Guldborgvej61765 copy Guldborgvej61768 copy Guldborgvej61770 copy Guldborgvej61777 copy Guldborgvej61782 copy Guldborgvej61786 copy

Ejendommene er fornemme eksempler på tidligt funktionalistisk byggeri. De blev opført af arkitkekt Hans Dahlerup Bertelsen i 1932, og var de første af sin art i kommunen. Faktisk var metoden så ny, at nabokommunen København fandt den sikkershedsmæssigt uforsvarlig.

Med inspiration fra Bauhaus
Husene er opført på stålskeletkonstruktioner og Dahlerup havde tydeligvis ladet sig inspirere af bygningskulturen fra Bauhaus. Måske havde han endda selv været en tur forbi Dessau i Tyskland for at se nærmere på skolen og de dobbelthuse som skolens rektor Walter Grospius i 1926 tegnede og opførte til sig selv og lærestanden, cirka 10 minutters gang fra den berømte skole.

En af fordelene ved stålskeletkonstruktionen var, at man kunne spare 46 cm på ydermurernes tykkelse og da byggegrunden var lang og smal fandt Dahlerup metoden optimal. En anden fordel ved konstruktion lå i, at facaden er frigjort fra den bærende konstruktion, og at man derfor ikke som hidtil var bundet af et bestemt interval mellem vinduer og bærende piller. Man kunne pludselig lave store vinduespartier. Og det gjorde Dahlerup.

Således fremstår ejendommene åbne og elegante med store glasdominerede karnapper, der følger taktfast efter hinanden hen ad facaden. Og indvendigt er lejlighedernes planløsning karakteriseret af  regulære højloftede stuer en-suite, alle gennemlyst af de store vinduespartier, mod Nordre Fasanvej af det diffuse østlys og mod Guldborgsgade, som hos Signe og Anders, af vestlyset, der dæmpes af de modstående bygninger.

Villa på femte
”Faktisk ligger vores lejlighed så højt, at solen brager ind. De modstående bygninger er ikke høje nok til at dæmpe lyset heroppe”, forklarer parret og fortsætter: ”netop dette og så det at lejligheden er i to plan giver os en fornemmelse af at vi bor en villa – bare på femte sal”.

Og det har ejerne fuldkommen ret i. Når man først er trådt ud af den gamle elevator, i den smalle trappeopgang med sorte terrazzogulv, overraskes man af hvor rummelig entreen er. Man kan faktisk slet ikke tale om en entre – snarere om en smuk højloftet hall, med en markant åbent trappeforløb til øverste etage. Præcis som i en villa.

Fornemmelsen er den samme når man træder ind i stuerne, ensuite med parketgulve, brede karnapper og et dragende lys. ”Vi har to hjemmeboende børn, så vi har indrettet et soveværelse til os selv i den bagerste stue”, forklarer Anders. ”Men i en stil der gør det muligt at holde fløjdørene åbne derindtil – så rumforløbet er bevaret. Børnene har dermed fået hele den øverste etage for sig selv – med to seperate soveværelser og en fælles stue i atelieret”.

De sekundære rum
Det man i 30’erne kaldte de sekundære rum – badeværelse og køkken, vender for alle lejligheders vedkommende mod gårdrummet. Og i mellemgangen foran badeværelset blev der anlagt anretter skabe. Disse skabe er i mange tilfælde bevaret – også hos Signe og Anders.

”Køkkenet kan jo i dag ikke karakteriseres som et ”sekundært rum” og det er da også eneste minus ved lejligheden. På grund af bygningens totale fredning i 2009 – både indevendigt og udvendigt – må vi ikke flytte det, og det er lidt ærgerligt, for vi savner et stort køkken”, forklarer Anders.

Farmors isfugl
Om selve indretningen, fortæller parret: ”Vi bor med en kombination af arvestykker, auktionskøb, rejse memorabilia, samt en stor portion kærlighed til kunst, dansk sølv og lamper i alle afskygninger.  Vores indretning er under stadig forandring. Vi tænker og planlægger det ikke så meget men vi har nok en etik, der gør at vi kan kombinere forskellige tidsperioder med succes. Der er ikke nogle stilarter eller perioder vi slet ikke kan lide. I det rette element kan farmors isfugl godt fungere. Men dansk design, art deco samt funkis er bestemt blandt vores favoritter”, afslutter Signe og Anders.

Photos by Mikkel Adsbøl, Text and Styling by Katrine Martensen-Larsen