Kasper Kjeldgaards balancekunst

I Kasper Friis Kjeldgaards studie på designskolen og i jagten på at designe det ultimative møbel fordybede han sig så meget i materialernes interaktion, at proces blev til resultat. Jeg besøgte den unge kunstner og designer i hans studie på Prags Boulevard og i hjemmet, fem minutters cykeltur derfra, – et kollektiv i en nedlagt sukkerfabrik på Amager.

Igennem opgaver på designskolen, hvor overvejelser omkring materialer var i fokus, havde Kasper Kjeldgaard fået for vane at sætte materialerne op imod hinanden i frie kompositioner, for på den måde at gøre materialerne levende. Det var først sent, og med hjælp fra sin kæreste Majken, at det gik op for ham, at hans styrke lå i disse procesøvelser og ikke i de resultater, der kom ud af øvelserne. At kompositionerne var design eller små kunstværk i sig selv.

01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24

”Rundt omkring i  min lejlighed hang en masse forskellige materialekompositioner”, forklarer Kasper Kjeldgaard og fortsætter: ”Majken havde studeret dem og kunne godt lide dem og en aften, hvor jeg gik lidt i panik over, hvad jeg skulle sælge på den stand jeg et par uger forinden havde booket til designskolens årlige julemarked, foreslog Majken at jeg skulle sælge mobiler. Det var sådan det hele begyndte”.

Kasper lavede en håndfuld mobiler som alle blev revet væk indenfor de første par timer. ”Gennembruddet for mig dengang var nok da den professorer på skolen som jeg respekterede allermest, kom og købte den største af mobilerne”. Flere måtte skrive sig på venteliste for at få en mobile og efterfølgende var der butikker i både Danmark og i udlandet, der ønskede at sælge Kjeldgaards værker. Og der kom bestillinger på udsmykningsopgaver for både private og virksomheder.

I dag bestræber Kasper Kjeldgaard sig på at lade mobilerne udtrykke sammenhænge i den fysiske verden. Begreber som friktion, balance og rotation er centrale. Kjeldgaards materialekreds består af papir, kork, messing, træ, snor og voks. Lim er derimod ikke et element der indgår i Kjeldgaards værktøjskasse. Lim betragter han i denne sammenhæng som snyd.

”For mig fortæller materialerne først hvad de kan når du bliver udfordret og sat op over for hinanden i sammenhæng”, fortæller Kasper Kjeldgaard og fortsætter: ”De enkelte deles vægt og bevægelse i forhold til hinanden er altafgørende. Messing er tungt, træ er let, kork er endnu lettere og papir vejer næsten intet men har en større overflade og kan derfor skabe mere bevægelse. Og mens messing har en helt glat overflade er overfladen på både læder og kork ru, hvilket i samspil kan skabe forskellige grader af friktion”.

Kjeldgaard arbejder helst stedsspecifikt, således at den sammenhæng mobilen indgår i, også har mulighed for at yde sin indflydelse på mobilens udtryk. ”Jeg foretrækker altid at have været i det rum jeg skal udsmykke”, forklarer Kjeldgaard, ”helst vil jeg gerne have boet der i et stykke tid så jeg kender stemningen og lyset på alle tider af døgnet og året, men det er jo desværre ikke altid muligt”. Mobilerne kalder Kjeldgaard selv for rumsmykker og han er vild med, at værkerne appellerer bredt og både vækker begejstring hos børn, der nærmest bliver hypnotiseret af dem, kvinder, der betragter dem som smykker til huset, og mænd, som finder dem teknisk udfordrende.

Photos by Kira Brandt.