Sommeren står for døren og jeg tilbringer som altid min på Nordstrand. Her kommer historien om vores sommerhus.

I 1912 købte min oldefar, sagfører Wilhelm Stæhr, en grund på cirka fem tønder land ud til Nordstrand og Kattegat ved Nyrup Bugt. Den nordvendte bugt mellem Klintebjerg og Rørvig i Odsherred. Bondemanden, der udstykkede de yderste lodder mod stranden, havde vanskeligt ved at dyrke den sandede jord og da kommunen gjorde det tilladt at udstykke til sommerhusgrunde, tilbage i 1910’erne, slog en række af byens bedsteborgere til.

Mine oldeforældre byggede et lille badehus i klitterne på deres grund og cyklede ofte herud og nød eftermiddagskaffen og en badetur. Byboerne rystede på hovedet, ”hvad ville man dog med sådan et stykke sand”, grinede de. ”Alle kunne jo bare cykle ned og bade når de havde lyst.”

Mine oldeforældre kunne ikke selv få børn, men de adopterede en lille pige fra Norge. Min farmor. I 1928 døde Vilhelms Stæhr i en bilulykker. Han stødte sammen med en mand der hed Ravn til efternavn og i avisen fik artiklen om ulykken overskriften: ”Da Stæhren mødte Ravnen.”

Min farmor giftede sig med min farfar, Henning Martensen-Larsen, der var skovridder i Dyrehaven. I 1950 arvede min farmor sommerhuset og nogenlunde samtidig fik min farfar jobbet som skovridder for de kongelige skove omkring Graasten slot i Sønderborg, hvortil han flyttede med sin hustru og fire børn. Min far var yngste søn. Mine bedsteforældre holdt mange ferier på Nordstrand og udvidede det lille badehus til et større sommerhus.

I 1960’erne døde både min farmor og farfar og min far og hans søskende arvede grunden. Deres ældste søster var flyttet til Norge og blev købt ud. De andre tre delte den store grund imellem sig og mine forældre byggede deres eget nye sommerhus på deres tredjedel. Min mor var dengang nyuddannet indretningsarkitekt og sad på tegnestue hos Eske Kristensen. For hende var det en drøm at få lov at tegne og bygge selv.

I 1967, det år jeg bliver født, står sommerhuset færdigt. Huset bliver døbt Stærekassen efter min Oldefar. Igennem hele min opvækst er jeg kommet her i alle ferier – fra Påske til efterår. Jeg har de mest fantastiske barndomsminder heroppefra. Vi legede og badede fra morgen til aften – med mine mange fætre og kusiner. Jeg har også selv fået mulighed for at give mine børn samme dejlige barndom, idet min mor for mange år siden påbegyndte et generationsskifte – nogle år efter min far desværre gik bort i en alt for ung alder. Således har jeg i dag overtaget det gamle sommerhus og da grunden heldigvis var stor nok, kunne den udstykkes så min bror og hans familie også kunne få deres eget hus på grunden.

Jeg har tit tænkt på hvor heldigt det er, at vi stadig har stedet i vores families eje. Der er mange tidspunkter undervejs, det kunne have gået anderledes. Det var for det første heldigt, at min oldefar købte det sandede stykke jord og lod de andre om at grine. Det var heldigt at mine oldeforældre kun fik et barn. Det var heldigt at min farmor og farfar ikke solgte grunden i deres levetid, fordi afstanden mellem Sønderborg og Nordstrand var for stor – tilbage i 1950’erne må det have været en dagsrejse eller mere. Og det var heldigt at min far og hans søskende kunne enes om at dele den i tre og at ingen af dem ej heller har solgt. Udover den skønne beliggenhed er det nemlig fællesskabet og sammenholdet der gør stedet helt unikt for vores familie.

Der er stadig ingen i familien der kunne drømme om at sælge. Det er ganske enkelt det sidste man ville skille sig af med. Fordi det er fuldstændig uerstatteligt. Jeg ser sådan på det, at det er et sted man har til låns så længe man lever, men det SKAL gå videre til ens efterkommere. Hvis min oldefar kunne se hvilken fuldstændig unik gave han har givet videre til sine børn, børnebørn, oldebørn og oldeoldebørn tror jeg han ville glæde sig umådeligt. Mens jeg sidder og skriver kan jeg høre min fætters børnebørn løbe og lege i huset ved siden af og ud af vinduet kan jeg se min anden fætter og hans hustru på vej over klitten for at tage dagens første dukkert. Jeg har allerede taget min.

I de år jeg har ejet huset, har jeg nænsomt passet og plejet det og sammen med min skønne kæreste, Henrik (Falk), der i øvrigt er den dygtigste snedker jeg kender, har vi givet huset et gevaldigt løft. Henrik bygger og jeg peger og fejer. I denne sommer kan vi i øvrigt også fejre at vi har været sammen i 10 år.

Senest har Stærekassen fået det smukkeste nye håndmalede køkken. Undervejs i byggeprocessen sad Henrik og jeg på gulvet op ad det store vinduesparti mod vandet og drøftede hvordan vi bedst fik skabt et køkken i tråd med husets arkitektoniske detaljer og pludselig udbryder Henrik: ”hvorfor i alverden udvider vi ikke mod vandet med en stor karnap. Næste dag kørte han på trælasten og købte stolper og så kastede han sig også over det projekt. Hvor har Stærekassen (og jeg) dog nydt godt af Falken.

Fotos: Kira Brandt