Et kuperet landskab beklædt med lyng og marehalm. Tårnhøje klitter, et favnende himmelrum, den brede hvide sandstrand og så det store Vesterhav. Naturen er enestående smuk og ganske overvældende her på toppen af Jylland, lige nord for Europas største vandreklit Råbjerg Mile. Fotograf Stuart McIntyre og jeg besøgte arkitekten Mads Møller i Kandestederne.

Et uddødt samfund
Kandestederne opstod som et lille samfund for omkring 300 år siden – under den store sandflugts fremmarch på den nordligste del af Skagens Odde. Området, hvor Kandestederne opstod, gik delvis fri af sandflugten, og dannede dermed grundlaget for bosættelse. I den første del af forrige århundrede toppede indbyggertallet med en halvt hundrede sjæle. Derefter skete en gradvis fraflytning, der sammen med den naturlige afgang har bragt indbyggertallet ned til de to personer, som i de sidste mange år har været eneste fastboende – værtsparret på de legendariske badehoteller Hjorts og Kokholms.

Skrappe restriktioner
Omkring Kandestederne er der gennem årene opstået nogle mindre sommerhusområder, hvor de fleste diskret er tilpasset området. Til gengæld er de store naturområder syd for hotellerne helt friholdt for al bebyggelse. Imellem hoteller og sommerhuse er der kun få afgrænsninger i form af forstyrrende hegn eller hække. Husene ligger smukt spredt ud i landskabet, og man kan ikke se hvortil de respektives grunde går hverken til eller fra. Restriktive lokalplaner og servitutter på grundende har sørget for dette.

Barndomsminder fra Kokholm
For Mads Møller, der ofte holdt sommerferie med sine forældre på Kokholms hotel, var det et særligt ønske, at hans sommerhus skulle ligge netop her. Med sin begejstring for stedet, og sit indgående kendskab til Kandestedernes overvældende, men også ganske sårbare natur, lå det ham på sinde at hans nye hus skulle tilpasses det omkringliggende landskab.

En genistreg
Om huset skriver Professor Knud Friis i 2001 følgende i tidsskriftet ”Living Architecture” : ”Resultatet er et unikt hus, hvor udsigten samt samspillet med det omkringliggende landskab prioriteres højt. Indefra er der panoramaudsigt med kig nært og fjerne samt kig over klitterne, skovbrynet, de dramatiske og intime landskabsformer og ikke mindst over aftenhimlens farvespil. Man ser horisonten hele vejen rundt på grunden, og dermed er et kig i alle retninger en stor oplevelse. Udefra fremstår huset som en helhed, skønt der rent faktisk er tale om tre bygninger, der er bundet sammen i ét funktionelt bygningsvolumen. De tre bygninger består af en privat del – selve sommerhuset – et gæstehus og et udhus.

Den ”skjulte gård”, som omkranses af en lang væg mod øst, den private del af huset mod nord, gæstehuset mod syd og udhuset mod vest, er en genistreg – en fantastisk funktionel bonus til huset, en bonus der giver sommeratmosfæren et løft. Den 75 kvm store gård er et sted med fred og ro, en afskærmning om privatlivet, hvor der er mulighed for forskellige aktiviteter.

Der er nem adgang til gården indefra, og den udvider det indre rum efter behov, giver læ for vinden, kan ved hjælp af skydedøre mod øst, syd og vest være lukket af eller stå åben afhængig af vindretningen, og afhængig af hvorhen man ønsker at have et indrammet kig. Gårdspladsen kan ikke ses udefra når huset er ubeboet og skydedørene er lukkede. Ingen kan se, hvad der findes bag de lukkede vægge. Dette er en god, praktisk og sikkerhedsmæssig foranstaltning.

Cedertræet er ubehandlet og vil således efter kort tid i det barske klima opnå den sølvgrå farve, som drivtømmer har. En farve der falder smukt ind i naturens egne farver og som bringer huset i harmoni med sandet og klitterne. En perle inden for dansk sommerhusarkitektur.

Inspiration fra San Fransisco
Mads Møllers hus har nu stået færdigt siden 2000 og cedertræet har efterhånden opnået den eftertragtede sølvgrå farve. At huset netop skulle bygges i cedertræ skyldes en studietur i 1995 til ”Sea Ranch”, en bebyggelse af fritidshuse ved havet, – cirka 100 mil nord fra San Fransisco. Her blev Mads Møller særligt begejstret for arkitekt Charles Moores huse fra 60’erne og 70’erne med facader og tagspån i red wood. ”Der er tale om en meget smuk og afslappet arkitektur i træ, som jeg blev meget inspireret af”, fortæller Mads Møller. Som brugte lang tid år på at gennemtænke udformningen af sit eget sommerhus. Da de store linjer lå klart, fulgte en proces med gennemtegninger, og til denne fik Mads Møller stor hjælp af svigersønnen Victor Galavits, som også er arkitekt. Vinden, solen og naturen var de to arkitekters vigtigste parameter og det var for at styre den ofte kraftige blæst, at idéen med den skjulte gård blev en realitet.

Hvorvidt der er forhold Mads Møller og hans kone Inge Bomholt ville have ændret på, – med det kendskab de har til husets funktion i dag, er der kun to ting de bemærker. ”Der mangler en brændeovn. Og så kunne vi godt bruge en anelse mere plads til opholdsrum indendørs. Familien er nemlig vokset og med børn og børnebørn på besøg, – i vejr der ikke appellerer til udendørs ophold, kan her godt blive trangt. Til gengæld har udhuset vist sig ganske uvurderligt og fungerer også glimrende som børnenes legehus”, afslutter parret.

Photos by Stuart McIntyre, Text and Styling by Katrine Martensen-Larsen