I 1940’erne eksperimenterede Fritz Hansen med at bøje krydsfiner og det var noget der interesserede den unge arkitekt Arne Jacobsen. Normalt tegnede Jacobsen sine møbler til specifikke formål, men i 1952 udviklede han den trebenede Myre™ – udelukkende fordi han havde et ønske om at lave en stol der var alment anvendelig og som kunne stables. Der var tale om stol med et formspændt, dobbeltkrumt sæde- og ryg element, der var helt frit for samlinger, og som med en let fjedring i ryggen både føltes bekvem og sikker.

Myren skulle vise sig, at blive Danmarks første egentlige industrimøbel, men umiddelbart var Fritz Hansen ikke interesseret i at producere stolen. Der krævedes for store investeringer i et nyt produktionsapparat, og man mente ikke, at det var en salgbar stol. Det var først da Arne Jacobsen kom med en forhåndsordre på 400 stole til Novos nye kantine, at han fik overtalt sin producent.

Arne Jacobsen videreudviklede Myren, og i 1955 blev Syver™ stolene lanceret. Princippet med en selvbærende krydsfinerskal og et påskruet stel af matforkromede ben var det samme, men sæde og ryg blev gjort bredere, og den nye stol blev forsynet med fire ben i stedet for tre for at sikre større stabilitet.

Den fineste udmærkelse
I 1957 blev endnu en stol efter dette princip lanceret. Stolen blev introduceret på Designernes Forårsududstilling på Kunstindustrimuseet i København. Senere på året fik stolen kælenavnet Grand Prix, da den på Triennalen i Milano blev tildelt udstillingens Grand Prix – den fineste udmærkelse.

Industrien havde udviklet en række nye limtyper, der nu gjorde det muligt at udføre plane limsamlinger med større brudstykke end hidtil. Jacobsen udnyttede denne tekniske landvinding til at konstruere en ny udgave af sine skalstole, nu med både sæde og ben af træ, og med en mere markant form på ryggen. Stolen så han som et alternativ til de to første skalstole, der med deres stålben havde et noget køligt og industrielt udtryk.

For at gøre den nye stols ben visuelt spinkle fræsede han tre buede spor ind i de cirkulære ben, sådan at et snit vinkelret på benenes centerlinie viser en flade, der nærmer sig til en trekant. Da stolen kom på markedet var de fire ben lamineret op af enogtredive finerlag. Udfræsningen i benenes to yderste sider blev afsluttet der, hvor benene når sædets underside, sådan at limfladen på benenes vandrette del kunne blive så stor som mulig.

Grand Prix stolen opnåede imidlertid ikke nær samme salgstal og succes som hverken Myren eller Syveren. Dels var produktion kompliceret og dyr, og dels var der problemer med konstruktionen, som ikke viste sig holdbar – benene brækkede simpelthen for let af, og stolen blev taget ud af produktion igen.

I dag har nye produktionsmetoder gjort det muligt at fremstille Grand Prix stolens understel i et samlet stykke, der monteres på skallens underside i en rondel – på nøjagtig samme måde som på både Myren og Syveren. Dermed er konstruktion og stolens robusthed blevet væsentligt forbedret. Det samme gælder stolens pris, der i dag ligger på niveau med Syveren.

Detaljer
Grand Prix stolen vil være at finde i ni forskellige farver samt i eg og valnød.

Som på Myren og Syveren, består skallen på Grand Prix stolen også af en kerne af fem stykker skrællet finer, der på de to ydersider er beklædt med skåret finer med et underlag af tyndt lærred. I kernen ligger årere i træet skiftevis på langs og på tværs, i dækfinererne ligger årene på langs.

Efter at være skåret råt i kontur overtrækkes de enkelte finerlag med lim og presses i form under varme og tryk. Efter afhærdning renskæres den tredimensionelle skal maskinelt, hvorefter den overfladebehandles og pudses. Skallen fremstilles i dag stort set efter de samme principper, som da den blev fremstillet første gang i 1950’erne.

Photos by Ditte Isager, Styling by Christina Rudolf, Text by Katrine Martensen-Larsen