I Roskilde – på grænsen mellem land og vand og by og skov ligger et lille kapel med en særlig historie. Det blev bygget i 1883, og fungerede i over 100 år som rammen for bisættelser af patienter fra Sct. Hans Hospital. Det er slidt, malingen skaller af væggene og stemningen i bygningen bærer tydeligt præg af husets særlige forhistorie. I dag bruges kapellet til koncerter, udstillinger og foredrag og inden længe står det foran en omfattende istandsættelse, idet Foreningen Sct. Hans Have har modtaget en donation fra Realdanias kampagne Underværker. Vi fik lov til at låne det lille kapel som ramme for vores Shakersag – fotograferet til BO BEDRE og publiceret tidligere på året. Du kan se billederne her:
Shakerstilen blev grundlagt i 1700-tallet i Europa af en religiøs sammenslutning. I 1744 slog shaker-sekten, som de beskrives i dag, sig ned i New England, i USA, hvor de her hovedsagelig fremstillede møbler af ahorntræ. Stilarten bar præg af en simple og enkel tilgang til design. Renhed og perfektion var nøgleordene og møblerne blev fremstillet uden unødvendig udsmykning. Udover borde og stole, var knagerækker, bakker, koste og kurve yndede emner, idet de var med til at holde orden.
Shakerne har altid inspireret danske møbeldesignere og -producenter. Kaare Klint, Børge Mogensen og Hans J. Wegner tog stilarten til sig i midten af forrige århundrede og i dag ser man genren videreført af blandt andre Mater, Woud, Frama, Sibast og Fredericia Furniture. Materialerne er som dengang hovedsageligt træ – tilføjet en smule papirgarnsflet, canvas og læder. Vi har valgt noget af det bedste fra vores tid og suppleret med lidt lækkert keramik og en smule tekstil.