Selvom der i midten af forrige århundrede var en håndfuld yngre danske møbelarkitekter, der forsøgte at gøre op med Jacobsen, Juhl, Wegner og Mogensens stærkt bevægede, ekspressive og skulpturelle møbelformer, var der kun én, der for alvor lykkedes – Poul Kjærholm.
Poul Kjærholm var oprindeligt uddannet møbelsnedker, men allerede mens han gik på Kunsthåndværkerskolens Møbelhøjskole, fik han øjnene op for for andre konstruktionsmaterialer end massivt træ. Hans foretrukne materiale var stål, og han arbejdede lige så omhyggeligt og konsekvent med metallet, som generationen før ham havde arbejdet med træ.
Som udlært møbelsnedker erfarede Kjærholm, at hvis ikke detaljen var i orden, var resten underordnet. Stærkt inspireret af billedkunstneren Piet Mondrian og arkitekterne Gerrit Rietveld og Mies van der Rohe, var hans møbler gennemsyret af kærlighed til klarheden, perfektionen og detaljen.
Poul Kjærholms tidlige møbler var nært beslægtede med Bauhaus-arkitekternes, men det var hverken den tyske skoles ideologi eller sociale moral, der tiltalte Kjærholm, det var derimod den kunstneriske. Der ses da også et klart slægtskab mellem Mies Van der Rohes Barcelonastol fra 1929 og Kjærholms hvilestol (PK 22) fra 1955. Men slægtskabet tegner sig alene i det overordnede look, i alle detaljer er de to stole forskellige.
Med den omhu Kjærholm lagde i sit arbejde blev produktionen ikke stor. Ofte blev det kun til et enkelt møbel om året. Mest produktiv var Kjærholm i slutningen af 1950’erne, hvor han tegnede en række møbler til den villa i Rungsted, han tegnede og byggede sammen med sin hustru, arkitekten Hanne Kjærholm.
Poul Kjærholm blev i 1955 ansat som lærer på Kunstakademiets Møbelskole, og i 1976 blev han udnævnt til professor. Han døde i 1980 – kun 51 år gammel. Siden 1982 har Fritz Hansen produceret en række af hans møbler.
Fakta:
Kjærholm betragtede, i modsætning til sine kollegaer, stål som et naturmateriale med samme kunstneriske lødighed som træ og læder. Han fandt, at stål patinerer lige så smukt som de organiske materialer, hvis det slibes korrekt og får den rette overfladebehandling. Han udforskede derfor ikke blot materialets specielle fortrin som konstruktionsmateriale, dets styrke og fjedring, han arbejdede også intenst med lysets brydning i materialets overflade.
Bortset fra pommersk lærred anvendte Kjærholm aldrig betræk af stof. Han foretræk læder og helst ufarvet. I virkeligheden var Kjærholm imod enhver form for indfarvning. Han accepterede sort læder, men han gjorde det nødigt, for som han sagde: ”På sort læder har alder og brug ingen indvirkning, det ældes ikke med ynde, men nedslides og forgår”.
I modsætning til hvad manges opfattelse, tegnede Kjærholm fortrinsvis møbler til private hjem (særligt til sit eget), og han fastsatte deres størrelser og deres materialer derefter. Han håbede, måske lidt naivt, at den økonomiske udvikling ville betyde, at hans møbler ville komme indenfor flertallets rækkevidde.
Ligesom Kaare Klint forsøgte Kjærholm sig i sin tidlige ungdom som kunstmaler, men også han opgav hurtigt. Og så eftertrykkeligt, at man aldrig senere kom til at se fri kunst i hans rumindretninger eller udstillinger. Derimod var han særligt glad for det sort/hvide fotografi med dets gråtoneskala og ofte med naturen fra hjemstavnen i Vendsyssel som motiv.
Når Kjærholm arbejdede med sine møbler, forestillede han sig dem anvendt i store, lyse rum, der var befriet for alle unødvendige møbler. Hans idealrum var enkle og velproportionerede – med store glaspartier eller rum i kubistiske huse af mursten eller beton. Møblerne samlede han i faste grupper inden for en stram, letopfattelig komposition. For Kjærholm var det menneskene selv, der med deres kroppe og tale tilførte rummene bevægelse og drama, og det var også dem der skulle bringe variation og farve. Møblerne skulle alene lægge interiøret i ro og skabe visuel harmoni.
Photos by Ditte Isager, Styling by Christina Rudolph, Text by Katrine Martensen-Larsen
This article was written for Fritz Hansen and publiched in their magazine REPUBLIC 2014.
