For 10 år siden, da jeg lige var begyndt at arbejde som boligstylist og -skribent, rejste jeg til Wimbourne i det sydvestlige England for at besøge Farrow & Ball. Jeg skulle lave en reportage om firmaet til magasinet Mad & Bolig.
Selvom jeg på forhånd havde fået forklaret, at firmaet producerer maling og tapet efter traditionelle metoder og oprindelige opskrifter, blev jeg mildest talt forundret, da jeg trådte indenfor i den bygning hvor 20 medarbejdere havde fremstillet over 3 millioner liter maling året forinden. Under et og samme tag, på hvad der i plads svarer til et mellemstort dansk parcelhus, udføres hele fremstillingsprocessen. Først blandes råmassen i små tønder – en cremet beige substans, bestående af en halv snes forskellige ingredienser. Tonen af beige afhænger af slutfarven; jo mørkere en farve, der skal fremstilles, jo mørkere er grundsubstansen. Råmassen er det bindemiddel, der samler malingen til en masse og forsegler farvepigmentet. Bindemidlet i traditionel maling er olie, lim eller en kombination heraf – kaldet temperafarver.
Den gammeldags limfarve kan noget, som de nyere plastbaserede vægmalinger ikke kan: Den reflekterer lyset på en smukkere måde. Den er ikke helt mat i overfladen, men har en glans som et stykke fløjl, og den sluger ikke alt lyset. Desværre er den meget sart overfor slid og fedtpletter og den er ikke vaskbar.
Et rigtig godt alternativ til limfarve er emulsionsfarve. Emulsionsfarve består af vand, pigment og linolie bundet sammen med emulgator. Med emulsion opnår man også et mat, fløjlsagtigt skær som med limfarve, men malingen er vandfast og dermed vaskbar, hvilket jo har sine åbenlyse fordele.
Det var netop emulsionsfarve, de var igang med at fremstille, da jeg var på besøg. I råmassen tilsættes flydende pigment. En computer udmåler de nøjagtige mængder, men det påstås at Dave, som har været på fabrikken i 42 år, kan gøre det ligeså nøjagtigt på øjemål. Så centrifugeres blandingen i 5-10 minutter. Langsomt begynder farven at komme frem, først ses den i midten af tønden, herefter breder den sig langsomt ud mod siderne og pludselig er hele substansen ”Chinese Blue”. Det ser så appetitligt ud, at man har lyst til at stikke en finger ned i tønden for at smage på det. Sidste led i processen er emballering. På et lille samlebånd køres de tomme dåser én for én forbi en dysse, som sprøjter malingen ud i lækre, fede stråler. Der sættes låg på og dåserne stilles på lager. Allerede næste dag bliver denne friske portion af kinesisk blå kørt af sted til butikkerne.
I dag har Farrow & Ball showrooms i både New York, London og Paris, men deres produkter fremstilles stadig i Dorset i England – efter de gamle opskrifter. Og man går bare ikke galt her – alle F&B’s farver er smukke og selvom malingen er dyrere end de andre mærker på markedet er den pengene værd.
Photos by Stuart McIntyre, Text by Katrine Martensen-Larsen
