Så har min svigerinde, tekstildesigner Helene Blanche, igen skabt en smuk kollektion af tapeter til Fiona. Inspiration til kollektionen fik Helene i Botanisk Have i København og hun har fokuseret på et håndtegnet look ved brug af vandfarver og kulblyant.
”Jeg eksperimenterer konstant med håndtegning. Jeg arbejder med kul, blæk og akvarel, når jeg tegner de første skitser til et mønster. Jeg tror, det er vigtigt med en åben og legende arbejdsproces, så det færdige design bliver dynamisk og uspoleret. Det drejer sig ikke kun om pænhed og perfektion, men også om at lege og eksperimentere” fortæller Helene.
Nedenfor kan du se et par billeder fra kollektionen. Personligt er jeg mest begejstret for Willow-designet, som ses på de første to billeder. Hos Tapet-Cafe kan du i øvrigt finde matchende tekstil til gardiner og polstring af netop dette design.
Vedhæfter også et par billeder jeg selv tog da Helene og Lone Kisbye fra Flügger præsenterede kollektionen på Glyptoteket i sidste uge:
Tapeterne koster 649 kr. pr. rulle og fås i Flüggerbutikker over hele landet samt hos Tapet-Cafe i Gentofte.