Juleborde hos Royal Copenhagen

I sidste uge åbnede Royal Copenhagen for enoghalvtredstyvende gang udstillingen med juleborde, i deres butik på Amagertorv. Igennem et halvt århundrede har en række kendte danskere på skift pyntet op og i år har Royal Copenhagen indgået et samarbejde med Julemærkefonden, som hvert år hjælper mange hundrede børn til et gladere og bedre liv. Det er blevet markeret med forunderlige, sjove og reflekterende borde med plads til genbrug, magi og harmoni.

Jeg var særligt begejstret for bordet dækket af Shane Brox. Hvis man holder af designeren og TV-værtens ultra kreative og finurlige fantasiverden, så se med nedenfor. En forunderlig forestilling, hvor Shane boltrer sig imellem de mest ydmyge materialer som plastik og pap til det ypperste og mest eksklusive i form af Flora Danica stellet. Og det er netop i spændingsfeltet mellem det rigeste rige og det fattigste fattige, at Shane befinder sig bedst.

På hans overvældende, næsten fem meter lange, bord foldes fortællingen ud og Shane forfører beskueren til at digte videre og smile bredt. Shane går straks igang med at fortælle mig historien om en den nedstyrtede papflyver med en slidt bamse som pilot – julemandens gaveflyver, der er landet en kende hårdt i Fabrikant von Pralskvats julebord og til alles store rædsel har smadret noget af hans dyre porcelæn.

Fabrikantens formue er skabt på at bage brunkager på sin imponerende brunkagefabrik (der naturligvis er fremstillet i brunt pap). Her hersker organiseret og velovervejet kaos på bordet, hvor både brunkager og fabrikantkonens små, kødløse skødehunde er helt oppe at ringe over fortrædelighederne og gør alt for at vække den tungt sovende von Pralskvat. “Han sover nemlig længe, som ægte fabrikantdirektører nu gør”, forklarer Shane og spørger:

“Kan du se, hvor den ædeglade fabrikant skal sidde? Kan du finde hans nervesvagekones plads? Og hvor, monstro, får de hårdt arbejdende palæbyggere allernådigst lov til at lave bummelum?”

Jeg kan varmt anbefale, at du går ind og ser Shanes bord, hvis du kommer forbi Amagertorv i løbet af december – og alle de andre smukke juleborde selvfølgelig – dækket af Ole Henriksen, Anne Glad, Signe Lindkvis, Thomas Evers Poulsen samt kunstneren der står bag Julemærket 2014 Jakob Kühnel.

Shane2604 Shane2617 Shane2619 Shane2645 Shane2648 Shane2650 Shane2659 Shanebred Shanebred2

Shane Brox (1968) er født i Canada, opvokset i Norge, og i dag Danmarks førende kreative formidler til børn og voksne med barnesjælen i behold.

Shane er uddannet som designer fra Designskolen i Kolding og blev efter studietiden headhuntet til denim-gigantens Levi’s. Her arbejdede han i en årrække med blandt andet trendspotting, før kommunikationen i øjenhøjde tog over, stærkt inspireret af Shane Broxs egen kreative barndom. Her blev tomme køkkenruller og gamle mælkekartoner til kunstfærdigt udførte legesager skabt med en god portion fantasi, fingerfærdighed og legesyge.

I 2002 begyndte Shane at optræde for børn og har siden stået bag en lang række børneudsendelser på DR, Det Kongelige Teaters Børneballet Fabelmageren, Red Barnets årlige “byg-selv” julekalender og diverse bogudgivelser.