Møbelmandens modernisme

Halvandet år tog det at renovere det 460 kvadratmeter store hus i Hellerup, der i 1897 blev opført som en italiensk palævilla. ”I 1960’erne blev det imidlertid gennemgribende forandret til en bungalow, for dengang ville man ikke have palæstil”, fortæller forretningsmanden Tommy Hyldahl.

19 18 17 16 15 14 13 12 11 10 09 08 07 06 05 04 03 02 01

Da Tommy og hans kæreste Mariya købte huset i efteråret 2009 trængte det til en kærlig hånd. ”Huset var temmelig forfaldent og misligholdt – det skulle der selvfølgelig rettes op på, men det var ikke fordi vi ønskede os, at føre det tilbage til en decideret palæ-stil. Vi ville selvfølgelig gerne have noget af husets oprindelige sjæl og udtryk tilbage – men det skulle bare være på en mere modernistisk måde”, fortæller Tommy.

Ombygningen
Som erfaren bygherre havde Tommy så meget selvtillid, at han ikke var bange for selv at styre ombygningen. Ideerne til, hvordan huset skulle ændres havde han også selv, og derfor valgte han ikke at benytte en arkitekt. ”Til gengæld havde jeg et ret intenst samarbejde med min entreprenør, med en bygningsingeniør og selvfølgelig med håndværkerne på byggepladsen. Jeg havde skitseret den overordnede plan, men en stor del af detaljerne faldt på plads undervejs i ombygningen”, fortæller Tommy.

Det der primært skulle ændres ved huset var trappeforløbene. ”Oprindeligt var de lagt forskellige steder rundt omkring i huset, og vi ønskede i stedet et stort, lyst og centralt placeret trappeforløb. En kerne midt i huset, hvor lyset kunne filtreres ned igennem bygningens fire etager – fra kvist til kælder”, fortsætter Tommy.

For at dette projekt kunne realiseres var parret nød til at kappe nogle kvadratmeter af stuen, ”men det var jo ikke ligefrem kvadratmeter huset mangler”. Til gengæld giver det nye trappeforløb et helt andet og langt bedre flow i boligen og man skal eksempelvis ikke længere ud på en mørk og dyster bagtrappe for at komme i kælderen – kælderen, hvor parret har anlagt et særdeles veludstyret fitness rum og et separat afsnit til gæster.

Indretningen
Hjælp til indretningen behøvede Tommy og Mariya heller ikke – for med sin baggrund som ejer af tøjvirksomheden Metropol og partner i møbelhuset NORR11 er Tommy særdeles bevidst om alt, hvad der rør sig på disse fronter. ”Jeg har siden jeg var 23 år gammel rejst utrolig meget i Asien – på Bali og i Kina. Det er også her jeg har anlagt hele min virksomheds produktionsapparat. Jeg er vild med at skabe kontraster i indretningen. Eksempelvis ved at lade det finurlige, mystiske og orientalske møde det klassiske og noget mere kølige nordiske. Jeg er vokset op med PH lampen, Arne Jacobsen stole og sofaer fra Børge Mogensen og jeg holder rigtig meget af de danske møbelklassikere – jeg synes bare det kan blive lidt kedeligt og forudsigeligt, hvis de skal stå alene”.

Tøj og møbler
Tommy Hyldahls interesse for kvalitetsmøbler og godt design har han med hjemmefra, og allerede under studierne på Handelshøjskolen i Århus begyndte at han at samle på stole. ”Jeg har faktisk en stor samling af klassiske stole”, fortæller han. Det var derfor ikke helt ud i det blå af Tommy i 2010 lancerede møbelkonceptet NORR11. Da han for 20 år siden startede tøjmærkerne St. Martins, og efterfølgende mærkerne Snob og Suit (under paraplyen Metropol), var det for at udfylde et hul i markedet. Et hul, der lå midt imellem det ekstremt dyre og det billige tøj. ”Der var ikke rigtig noget midt imellem – så jeg besluttede mig for at lave fedt design til overkommelige priser. Og det lykkedes fordi jeg fik overtalt nogle kinesere til at producere tøjet for mig. Selvom kvantiteterne var langt mindre end de var vant til”. Det er i øvrigt også Tommy, der i partnerskab med Erik Brandt, står bag den nylige relancering af tøjmærket Margit Brandt.

NORR11
Tommy og Metropol var vel nok den første mikro-producent i Danmark, der lykkedes med en produktion i Kina, og præcis som med tøjet, er konceptet bag NORR11 – at tilbyde det midt imellem. ”Godt design til overkommelige priser – for enten har vi danskere kunnet vælge imellem Fritz Hansen, Louis Poulsen og Montana eller også var det Ilva og Ikea. NORR11 er en virksomhed, der designer funktionelle, ukomplicerede og rene møbler. Møbler der egner sig godt til hverdagsbrug” forklarer Tommy og fortsætter: ”Vores designere har alle rødder i Skandinavien, men en horisont der rækker langt ud i verden. Vi er påvirket af mange forskellige kulturer, stilarter og perioder – fra det kinesiske Mingdynastis storhedstid indenfor møbelkunst i 1500 og 1600-tallet, den amerikanske Shakerstil i 1800-tallet og den tyske Bauhaus skole. Størst inspiration har vi naturligvis fra den nordiske designtradition fra midten af forrige århundrede, men som et friskt pust fra de fjerne himmelstrøg vil du imidlertid opleve, at en række af vores tilbehør har et råt sydasiatisk udtryk”.  Tilløbet til at kaste sig ud i møbelproduktion har været lang. ”Investeringen i prototyper etc. er langt større end med tøj, derfor skulle jeg høste noget erfaringen før jeg turde kaste mig ud i det”, afslutter Tommy. I hjemmet i Hellerup kan vi med egne øjne se, hvor vellykket konceptet er.

Photos by Mikkel Adsbøl, Text and Styling by Katrine Martensen-Larsen