Fly bird fly

Med en sublim udsigt ligger det store gule bindingsværkshus med dekorationer, udskårne konsolknægte og røde vingetegl på det stejle tag og skuer ud over Furesøen. Fra vejen ses kun den øverste trekantede del, mens huset for alvor folder sig ud på den skrånende grund mod søen. Huset er opkaldt efter Christian Winthers sang: “Flyv, fugl, flyv over Furesøens Vove” – fra forfatterens debutsamling i 1828.

ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE FLY BIRD FLY ROSEMUNDE FLY BIRD FLY ROSEMUNDE ROSEMUNDE ROSEMUNDE FLY BIRD FLY FLY BIRD FLY FLY BIRD FLY FLY BIRD FLY FLY BIRD FLY

Oprindeligt blev huset bygget som sommerhus til en direktør for et forsikringsselskab. Det er naturligt at forestille sig, at forsikringsdirektøren har været på en rejse i Europa og forelsket sig i byggestilen. I hvert fald fik han et hold af specialiserede udenlandske håndværkere til Danmark for at opføre huset tilbage i 1907. ”Håndværkerne har altså stået her på stedet og bygget huset fra grunden samt udført alle detaljer og udskæringer i træværket ” forklarer Susanne, som sammen med sin mand købte huset i år 2000.

En bryllupsgave
”Dengang kom man hertil ad en bugtet vej gennem en park med store gamle træer. Huset lå helt isoleret”, fortsætter Susanne, som ellers helst kalder sig Zuki. ”Efter 30 år blev det for ensomt for forsikringsdirektøren, og han solgte huset til en direktør for en velhavende københavnerfamilie, som forærede huset i bryllupsgave til sin søn og svigerdatter”.

Ægteskabet varede ikke, men det gør rygterne til gengæld. Om de vilde fester der blev holdt igennem næsten et halvt århundrede. ”Stort set alle ældre mennesker, der bor i nabolaget har været til fest her”, fortæller Zuki, ”og vi har hører tit historier om, hvordan den flamboyante ejer fyldte det gamle glasbadekar med is og champagneflasker, og gæster der gik rundt med hver sin flaske og morede sig”.

At her var fest og glade dage, og ingen smalle steder, vidnede en del tegninger lavet af teatermalere fra blandt andet Det Kongelige Teater om. ”Da vi gik i gang med at sætte huset i stand opdagede vi, at der var monteret nye vægge uden på de gamle. Sikkert for at bevare de mange fantasifulde tegninger på de oprindelige vægge”, forklarer Zuki, som dog så sig nødsaget til at komme til bunds i renoveringen og dermed istandsatte væggene ovenpå de kreative kunstværker.

Fly Bird Fly’s showroom
Mens Zuki havde sin tvivl om, hvorvidt hun ville blive glad for huset, stod det helt modsat til for hendes mand. ”Han var ikke et sekund i tvivl om, at den storslåede udsigt til fulde ville kompensere for de mange etager og mange trapper”, forklarer Zuki og fortsætter: ”Vi flyttede fra en dejlig, men langt mere traditionel, palævilla i Holte, så jeg skulle lige vende mig til den usædvanlige rumfordeling og alle trapperne. Men i dag er jeg også selv helt besat af stedet. Roen og så selvfølgelig udsigten. Og så glæder jeg mig over den ekstra motion huset giver.

Faktisk blev jeg så fascineret af huset og så glad for at bo her, at jeg har valgt at etablere min virksomhed (modefirmaet Fly Bird Fly) på øverste etage i huset, så jeg kan være her uafbrudt, og også dele udsigten med mine kunder. I gamle dage var der lydstudie og en kæmpe pladesamling heroppe, og jeg har hørt at hvis DR skulle opspore noget sjældent musik, kunne de ofte finde det her”, afslutter Zuki, inden hun skynder sig videre til sin ugentlige to-timers tur på søen med ro-veninderne.

Fakta:
Bindingsværkshuset med de særprægede udskæringer er bygget i 1907. Huset er på godt 300 kvadratmeter, fordelt på fire etager samt kælder. Alle med en fremragende udsigt.

Photos by Stuart McIntyre, Text and styling by Katrine Martensen-Larsen