Det var den verdensberømte engelske filminstruktør Sir David Leans og hans halvt russiske, halvt skotske hustru Lady Sandra Lean (født Cook), der for lidt over 20 år siden ombyggede denne idyllisk beliggende sydfranske olivenmølle til en drøm af en sommerbolig. I dag er møllen ejet af en dansk familie.

Da David Lean (1908-1991) så den 500 år gamle olivenmølle første gang udbrød han: ”Det eneste jeg ønsker, er at ligge her i græsset og kigge op i den blå himmel igennem oliventræernes sølvblade”.  Men det første han gjorde, da han overtog den nedlagte mølle i slutningen af 1980’erne, var at udvide den lille bro over kilden ved indgangen til ejendommen så hans højt værdsatte bourgognefarvede Rolls Royce kunne køre ham helt til døren. Og så kastede han sig ellers ud i en ambitiøs 15-måneders ombygning af ruinen.

Et historisk vingesus
Middagslure under oliventræerne var imidlertid ikke den første tanke der slog det danske par, da de fik stenhuset med klatrende vinstokke og blågrønne skodder fremvist i 2006. ”Vi ankom en råkold vinterdag med piskende regn. Her virkede forladt, men da vi trådte ind og blev mødt med klassisk musik, stearinlys overalt og knitrende ild i de enorme pejse blev vi fuldstændig bjergtaget. Det var som at træde ind i Aladdins hule”. Scenen var bogstavelig talt sat indenfor de over en halv meter tykke hvælvede mure med de mange vægdekorationer fra filminstruktørens mesterværker heriblandt Broen over floden Kwai, Lawrance of Arabia og Doctor Zhivago. De overdådige polstrede møbler, de stoftapetserede vægge i soveværelserne og de dramatiske, sindrigt ophængte, gardiner – ”ja, det hele var så eksotisk, så fuld af personlighed og så anderledes fra alt andet vi havde kigget på igennem vores boligjagt i det sydfranske”, mindes parret.

Det var David Leans enke Sandre Lean, i øvrigt var filminstruktørens sjette og sidste kone, der solgte huset til den danske familie. Hun havde mødt David Lean i fødevarehallen i Harrods i 1985, og ville bare lykønske ham med hans store succes og spørge, hvad hans næste projekt var. Det blev til en samtale på 20 minutter og da Lean ikke kunne få den omtrent 30 år yngre kvinde ud af sine tanker indledte parret et forhold, der kom til at koste kvindebedåreren ægteskabet med sin femte hustru.

Teaterdekoratører og syersker fra London
Den excentriske Sandra Lean var i sine yngre dage balletdanser men hun havde også arbejdet som teater- og filmregissør samt som kunsthandler. Og det var hende der indrettede huset, da parret omdannede den gamle mølle fra faldefærdig ruin til beboelse. Det var hende, der fik en teaterdekoratør til at male scener fra Leans store film – direkte på væggene i huset, hende der fik en håndfuld syersker fløjet ind fra England, så de kunne sy og drapere gardiner samt tapetsere væggene i soveværelserne med monokronfarvede toile-de-jouy tekstiler og hende der fik malerne til at dekorere de mange skodder, havemøbler, radiatorer, lygter og låger af træ, jern og rustfrit stål – i en smuk grøn farve, duppet med sort, så resultatet til forveksling ligner irret kobber.

”Da vi købte huset tilbød Sandra Cook os at købe alle møblerne med, med hun ville have alt for mange penge for inventaret, så vi takkede nej”, forklarer ejerne. Det skulle vise sig at være en klog beslutning, for da de nye ejere gik på auktion i Cannes, for at købe møbler til det store hus, fik de sig noget af en overraskelse. ”Her stod pludselig alle møblerne fra huset og vi kunne nu købe nøjagtig de ting vi gerne ville have, blot for et langt mindre beløb”, forklarer parret.

En autentisk indretning
Det var ikke småting, der skulle købes for at fylde de over 300 kvadratmeter.”Men vi besluttede os med det samme for at bevare den stil Sandra Lean havde indrettet huset i. Det kunne bare ikke være anderledes og uden at vi formulerede det konkret blev vores ambitionen, at her skulle vi ikke have noget fra IKEA – her skulle vi ikke have noget ”midlertidigt”. De ting der skulle ind i huset skulle alle have en historie. Tingene – hvad enten der var tale om en lysekrone, en skænk eller et lille stykke keramik, skulle håndplukkes – om vi så skulle vente i årevis på det helt rigtige. Jeg tror det har noget at gøre med, at vi i vores hus i Danmark har ret mange ting overalt, og måske en lidt mere rodet stil – og altid et byggeprojekt et eller andet sted. Hernede ville vi gerne have en gennemført stil, bevare det autentiske og det æstetiske”, forklarer ejerne.

For at indretning ikke skulle blive for museumsagtigt har parret valgt at supplere indretningen med blandt andet et par helt moderne lysekroner fra firmaet Möller & Rothe i spisestuen. ”Lamperne passer godt til huset fordi de også har noget voluminøst over sig – men bare i en moderne fortolkning”, forklarer ejerne, hvis nyeste tiltag har været at etablere en ny etage ovenpå en længe til huset, hvor de har indrettet endnu et værelse. ”Det var helt afgørende for os, at man ikke måtte kunne se at dette var en tilbygning. Og det betød at vi skulle finde nogle håndværkere der kunne mure facaderne i sten efter de gamle metoder. Vindeltrappen af jern, der fører op til det nye værelse fik parret støbt i jern i England og så brugte de ellers flere uger af sommerferien på at male den – så den kom til at fremstå med samme autencitet som skodderne, jernlågen, de udvendige lamper, og de elegante havemøbler.

Photos by Mikkel Adsbøl, Text and Styling by Katrine Martensen-Larsen