Boligstylisterne på DR1

Er du nysgerrig på, hvad arbejdet som boligstylist går ud på? I DRs program Boligstylisterne får du i seks programmer lov til at følge mig og fem andre indretningseksperter i arbejdet med at indrette danskernes hjem. Vi har meget forskellig stil, tilgange og opgaver, så du får et bredt indtryk af det arbejde, der ligger i at være boligstylist.

Jeg har altid elsket at lave tv og jeg er meget glad for de sæsoner jeg medvirkede i Skatterjægerne på DR. Dengang var der meget fokus på den del af mit arbejde, der handler om vintage og at finde skatte på landets loppemarkeder, men i Boligstylisterne får jeg lov at folde hele paletten ud, og man får et mere fuldendt indtryk af, hvad mit arbejde består af. Jeg elsker stadig vintage og en stor del af mit arbejde handler om at hjælpe folk med at se potentialet i de ting de allerede har, fremfor blot at købe nyt.

DR skriver om programmet:

Danskerne går op i deres bolig som aldrig før. Seks hårdtarbejdende boligstylister hjælper danskere med deres boligudfordringer. De skaber fantastiske forandringer og løsninger, afhjælper pladsudfordringer eller gør det lettere at sælge. For hvordan får man solgt en bolig, som ikke har nogen fremvisninger? Hvordan får man plads til mange gæster, når man bor i en lille lejlighed? Og kan man have en stige i sit køkken? Boligstylisterne har de tricks, der skal til, og ved, hvordan vi får allermest ud af vores hjem.

Se trailer for programmet herunder: