Solidt plantet mellem ældgamle og tårnhøje grantræer ligger det smukke træhus nær skoven og venter på julen. Yderst velholdt skinner de sorte bjælker om kap med solen. 

”For at få det ultimative indeklima, byggede en ældre kvinde i 1923 et bjælkehus i Nordsjælland. Igennem flere år havde hun haft besvær med åndedrættet og nu skulle det altså være slut”, indleder Bjørn og Lotte om deres hus historie. ”Vi købte huset i 1994, egentlig drømte vi om noget helt andet – noget meget moderne og funktionelt og frem for alt noget vedligeholdelsesfrit, fortsætter de.

Men ingen af delene har de fået. Til gengæld har de fået et hus med sjæl og et sublimt indeklima, præcis som forudsagt, da den oprindelige ejer byggede det for knap 100 år siden. ”Og så har vi fået et meget hyggeligt hus og et hus som ikke ligner så mange andres”, supplerer parret.

En vanskelig tilbygning
For tolv år siden, voksede familien bestående af far, mor, et par store teenagere og et par små hunde, imidlertid ud af huset og valget stod imellem enten at finde noget større eller at bygge til. ”Vi ville faktisk helst blive her, men vi blev nødt til at have en større stue. Vi kunne bare ikke selv forestille os, hvordan det kunne lade sig gøre”, forklarer parret, der heldigvis kontaktede en dygtig arkitekt, før de gav op. ”Vi var jo ikke ude efter en klodset løsning eller en eller anden interimistisk glastilbygning. Hvis der skulle bygges til på huset, var det altafgørende, at det kom til at se naturligt ud”.

”At bygge til på et gammelt norsk bjælkehus som dette, er ikke en opgave man får stillet ofte”, forklarer arkitekt Peter Theill Eriksen og fortsætter: ”Og det var af flere grunde ikke nogen nem opgave at opfylde bygherrers ønske om en stor stue. Det oprindelige hus er opbygget med mange spring og flere niveauer, så den nye tilbygning skulle optisk reduceres set udefra.  Det er grunden til, at der mod vejen blev tilføjet et fremspring og at der mod terrassen kom en dobbeltsidig pejs midt i den nye gavl. Bygherre var meget aktiv i processen og vi fik kontakt til en norsk leverandør, der indvilligede i at levere det, der på norsk hedder et laftehus. Vi aftalte målene på huset og imens de byggede, gik vi i gang med at støbe fundamentet. Rækkefølgen lyder lidt omvendt, men sagen er, at de faktisk byggede huset i Norge, nummererede tømmeret, skilte huset ad og pakkede det på en lastbil, hvorefter det sammen med fem norske kæmper sejlede med Oslobåden til Danmark. Laftekassen og fundamentet passede heldigvis sammen, og vi kunne alle ånde lettet op”.

I dag er der ingen der tænker over, at huset ikke er født sådan, i hvert fald ikke når man betragter det udefra. Indefra er sagen derimod en ganske anden, for her er man ikke i tvivl om, at den imponerende store stue, med karnap og lysindfald fra tre verdenshjørner, pejs og over fire meter til kip, ikke er medfødt. Måske fordi bjælkerne indvendigt endnu ikke har fået den samme mørke patina som de øvrige i huset, måske fordi rummets proportioner er så helt forskellige fra resten af husets.

Perfekte rammer for julen
Tilbygningen, med sine 50 kvadratmeter i alt, har mildest talt en overraskende effekt på folk, fordi man slet ikke forventer, at huset åbner sig op på denne måde. Først skal man nemlig igennem flere små hyggelige og lidt kringlede rum – entre, spisestue og kontor, før man nærmest ærbødigt træder ind i den nye og særdeles vellykkede tilbygning. En tilbygning, der åbner sig op som en katedral af lys, luft og space.  Det kan ikke undre nogen, at familien er glade for, at der fandtes en løsning, så de kunne blive i huset. Ikke mindst når julen nærmer sig, for mere idylliske rammer – en bjælkehytte fyldt med stearinlys, knitrende ild i pejsen og et landskab klædt i hvidt, finder vi ikke i Danmark.

Photos by Stuart McIntyre, Text and Styling by Katrine Martensen-Larsen