Store gennemlyste rum en-suite, i en afdæmpet eksklusiv farveskala, og et stilsikkert miks af ældre dansk og nyere internationalt design, karakteriserer Signe Tofts lejlighed på Østerbro. Her bor hun sammen med sin mand og sine to yngste døtre.
Indretningsstilen er super gennemført. Faktisk så gennemført, at man skulle tro, at Signe Toft arbejder i branchen. Jeg spørger den 40-årige advokat, hvor hendes passion fra indretning kommer fra og hvorfra hun henter inspiration?
”Min interesse for indretning har altid været der, men det er lidt med forskel, hvor meget jeg fokuserer på det. I forbindelse med overtagelse af en ny bolig kan jeg godt gå meget op i indretning, og så daler det lidt derfra. Men jeg kan rigtig godt lide at flytte og indrette et nyt hjem”, forklarer Signe, som netop har sat sidste hånd på værket i lejligheden her på Indre Østerbro.
”Vi fik mulighed for at købe lejligheden af nogle gode venner, så vi kendte lejligheden ud og ind, da vi overtog den”, fortsætter hun. ”Lejligheden var flot som den var, men vi ville gerne sætte vores eget præg på den”, uddyber Signe, som derfor valgte at male alle de hvide vægge i smukke afdæmpede toner.
”Vi begyndte med at bestemme funktionerne i de enkelte rum, dernæst farverne, og så flyttede vi de møbler vi havde ind og købte lidt ekstra til de steder, hvor der manglede noget. Men vægfarverne forandrede lejligheden fuldstændig”.
Inspirationen til indretningen henter Signe flere steder. ”Jeg bliver inspireret af mange forskellige indtryk og har haft en del perioder, hvor jeg dyrker et eller andet. I øjeblikket er det farver, hvor inspirationen blandt andet kommer fra en tur til Paris og de mange farver i beige, grålige og brunlige nuancer på bygningerne i byen. Den inspiration har helt klart påvirket farvevalget i lejligheden. Jeg får også inspiration fra magasiner, fotobøger, film, restauranter, hoteller og mine venners måde at bo på og ting jeg ser på internettet. Derudover er jeg ret opmærksom på stemninger, atmosfære, belysning og den slags”.
Kigger man nærmere efter i Signes hjem spotter man en del ældre danske møbelklassikere og Signe fortæller, at langt de fleste af møblerne er købt brugt eller arvet fra familie på begge sider. ”Det er lidt tilfældigt, hvad vi har samlet gennem årene, men jeg holder meget af møbler i god kvalitet, som kan tåle at blive brugt, også af børn. Vores Børge Mogensen sofa er 35 år gammel, og jeg kan huske hvor glade mine forældre var for den, da den var ny. Nu er det så os, der har den, og den fungerer fint på trods af mange års daglig brug. Det er kun hyggeligt, at den er så brugt, synes jeg”.
Hvor kommer resten af jeres møbler fra og hvordan arbejder I med at blande nyt og gammelt og dansk og internationalt design?
”Spisebordet og stolene er fra Piet Hein Eek og købt i Holly Golightly. Det er vores nyeste køb. Lampen over bordet er lavet af den serbiske kunstner og designer Ana Kras. Den er købt i galleriet Les Gens Heureux i Store Strandstræde. Flere af vores billeder er også derfra. Tæpperne er fra Kirsten Fribert på Kastelsvej og Next Door på Dag Hammarskjölds Allé.
Jeg kan godt lide kontraster i indretningen. Her er både er nyt og gammelt og forskellige materialer og tekstiler. Der kommer nogle møbler og ting ind i lejligheden, som vi kan lide eller som på anden måde betyder noget for os, og så opstår der en god blanding”, afslutter Signe.
Photos by Kira Brandt. Text and Styling by Katrine Martensen-Larsen