Godt beskyttet af tårnhøje fyrretræer ligger det lille sommerhus og spejder ud over Kattegat. I bugten mellem Rørvig og Klint, ud for Nykøbing Sjælland, hvor stranden er bredest og smukkest, har det ligget i næsten 100 år – og været i samme families eje siden 1912.

Lysthuse og kaffestuer
Huset blev bygget til direktøren for Helsingør Skibsværft, Thorkild Kongsted, og der blev ikke sparet på dekorative finesser og udsmykninger. Af de gamle tegninger kan det ses at der både var udskæringer på vindskederne og en lang drage, der slyngede sig hen over tagryggen. Der var endda en garage til direktørens bil.

Det var da også byens bedsteborgere, der for næsten ingen penge købte lodderne, da den lokale gårdejer i 1912 valgte at sælge fra. Jorden mod stranden var tilsandet og helt uegnet til dyrkning og for at holde på sandet plantede man lyng og marehalm. Men udsigten var uovertruffen og snart skød små omklædningsrum, lysthuse og kaffestuer op i klitterne, som ejerne enten cyklede eller kørte i vogn ud til på søn- og helligdage. Således kom også Kahytten til verden.

Mormors lyserøde værelse
”I 1935 overtog min morfar grunden fra sin mor”, fortæller Otto B. Christiansen og fortsætter: Mine søskende og jeg er kommet her siden vi var børn fordi mine forældre fik mulighed for at bygge deres eget sommerhus lige bagved og jeg har de bedste sommerminder heroppefra. Da min mormor ikke længere magtede at passe Kahytten, solgte hun den i 1973 til min moster, og derefter købte jeg den sammen med min søster Iben i 1990 – med den selvfølgelighed, at mormors værelse stod intakt og at hun skulle komme her så meget hun havde lyst. Det benyttede hun sig heldigvis af og vi fik 10 gode år på denne måde, inden hun døde i 2000”.

Men det var heldigvis ikke kun mormors lyserøde værelse, der fik lov at stå intakt. Selvom Kahyttens nye ejere fik styr på huset – udskiftet det træ der var rådnet hist og her, lagt et nyt tag af tagpap og repareret de vinduer der var itu, var de enige om, at der ikke skulle pilles ret meget ved interiøret. ”Særligt værelserne har vi gjort en stor dyd ud af at bevare. Med de gamle indbyggede køjer, spejle, stole, lamper og kludetæpper. Min kone har suppleret de fine gamle sengebetræk med nye gamle hun har fundet rundt omkring og vægfarverne har vi også værnet om – således at vi stadig kan tale om det gule, det blå, det grønne og selvfølgelig mormors lyserøde værelse”, fortæller Otto B. Christiansen og fortsætter: ”Sådan husker jeg det fra jeg var barn og sådan synes jeg også mine børn skal huske det”.

Hynder og puder syet af sengelinned og håndklæder
I den lille stue valgte de nye ejere imidlertid at skifte det gamle møblement ud med et stort spisebord og en slagbænk, der løber langs hele stuens endevæg. For som Otto B. Christiansen fortæller, er de meget ofte mere end 10 mennesker til middag og så er der behov for mange siddepladser. Hynderne i slagbænken er lavet af gamle madrasser med betræk syet af Ottos hustru Charlotte – af gammelt sengelinned. Puderne har Charlotte Meincke syet af patchworktæpper, men der er også enkelte syet af gamle badehåndklæder og det fungerer overraskende godt. Det solblegede frotté er ganske enkelt uimodståeligt. Husets øvrige møblement består nærmest kun af gamle kurve- og køkkenstole, der flyttes rundt efter behov.

Spil, sejlads, men hverken TV eller Internet
Over slagbænken gemmer en hylde på et hav af spil – ”hvert eneste år, når vi løber ind i en periode med regnvejr, cykler vi ned til den lokale legetøjsforretning og køber et spil. Så det er jo blevet til en del igennem årene”, forklarer Otto. ”Fjernsyn og internet er der intet af heroppe og det er helt bevidst”, konstaterer han med et smil. Når vejret tillader det nydes sommerdagene med afslapning ved vandet og når vinden er rigtig er både far og de tre store sønner flittige med sejlads på havet.

Anders And samling
Går man lidt på opdagelse i huset dukker der også de mest charmerende ting op. Gamle hæklede plaider, sjove gamle puslespil, spøjse lamper, fine små akvareller og ikke mindst den enorme samling af Anders And blade som opbevares i husets eneste dobbeltværelse. ”Jeg tror der er blade helt tilbage fra begyndelsen af 1960’erne”, fortæller Otto B. Christiansen. At huset har mange år på bagen ses også på dørkarmene mellem stue og køkken. Her har familien i årevis målt og noteret højde på alle børn og børnebørn og heldigvis har skriblerierne fået lov at blive. Det er sjovt at kigge på og studeres intenst hver sommer – ikke mindst af børnene selv.

Photos by Mikkel Adsbøl, Styling and Text by Katrine Martensen-Larsen